Nyt fælles tilbud til ledige og virksomhederAalborg Kommune19/03-2004 Til august åbner Arbejdsformidlingen og Aalborg Kommune i fællesskab to nye centre i Aalborg. Der bliver tale om hhv. et arbejdsmarkedscenter for de ledige og et virksomhedscenter henvendt til virksomhederne. Regionschef Anders Hesselholt fra AF og socialdirektør Preben Buchholt fra Aalborg Kommune har netop underskrevet en aftale med Arbejdsmarkedsstyrelsen. Samlet set modtager Aalborg Kommune og AF ca. 9 mio. kr. til forsøgsarbejdet. Forud er gået en lang proces med forhandlinger for at fastlægge rammerne for forsøget. Nu skal AF og Aalborg Kommune i gang med det praktiske arbejde, der skal udføres, inden de to centre kan åbne. De to ledere slår fast, at der ikke er tale om en sammenlægning af AF og Aalborg Kommune, men at de derimod har valgt at samarbejde på to udvalgte områder, hvor de tror på, at det kan have en ekstra effekt - det gælder de arbejdsmarkedsparate ledige, og det gælder virksomhederne. Der er tale om et frivilligt og gensidigt forpligtende samarbejde, hvor fordelingen af myndighedsopgaver og finansiering fortsætter uændret. Arbejdsmarkedscentret henvender sig til alle, uanset om de er i en a-kasse, får kontanthjælp eller alene har behov for vejledning om job og uddannelse. Således skal alle nyledige fremover henvende sig i Arbejdsmarkedscenteret. Personer, der har sociale problemer, vil dog fortsat skulle hjælpes i Social- og Sundhedsforvaltningen. Virksomhedscentrets mål er at yde fælles service til virksomheder, f.eks. hjælp til rekruttering af arbejdskraft, orientering om mulighederne på det rummelige arbejdsmarked og uddannelse af medarbejdere. Målet er gennem en koordineret indsats at nå ud til flere virksomheder end Aalborg Kommune og AF i dag gør hver for sig. Begge parter pointerer, at et positivt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og a-kasserne er en vigtigt forudsætning for forsøget. Der vil hurtigst muligt blive nedsat en styregruppe bl.a. med lokale repræsentanter for de nævnte parter. |
||||||||||||
![]() ![]() ![]() ![]() |
|
© 2005 Datahjælp & nem-hjemmeside.dk |
|
lokal info .. erhverv .. køb & salg .. underholdning |