City Fragtbrev - en fordel for alle

Aalborg Kommune

03/09-2003

Siden april 2001 har Aalborg Kommune i samarbejde med transportører og forretningsdrivende arbejdet på forskellige spændende tiltag for at forbedre gågademiljøet i Aalborg. I formiddagstimerne oplever borgere i gågaderne ofte gener fra varedistributionen til og fra forretningerne i området. Vare- og især lastbilerne 'fylder' både visuelt og størrelsesmæssigt meget i gågaderne. Endvidere giver kørsel med tunge køretøjer anledning til gener såsom støj, luftforurening samt skader på belægningen. Da det er vanskeligt at reducere den godsmængde, som transporteres til og fra Aalborg Midtby, arbejdes der derfor på at effektivisere godstransporten.

Det bærende element i samarbejdet mellem Aalborg Citys medlemmer, Danske Fragtmænd A/S, Danzas ASG (DHL), GLS Pakke-Trans, Post Danmark og Aalborg Kommune er, at de enkelte tiltag hviler på frivillighed og udvikles gennem dialog mellem aktørerne inden for godstransport i byen. Indtil videre er der foretaget ændringer i kørselsretningen, indført vige- og aflæsningspladser samt optimering af planlægnings- og arbejdsprocesser hos transportørerne.

De første resultater er allerede synlige i gadebilledet, da der er sket en tidsmæssig besparelse for den enkelte transportør. Endvidere sker varedistributionen tidligere på formiddagen, så reglerne om, at alle motorkøretøjer skal være ude af gågaderne inden 11.00, i langt højere grad overholdes.

Sidste nye skridt for at effektivisere godstransporten i gågaderne yderligere, startede i januar 2003 med introduktionen af et fælles City Fragtbrev for Aalborg Midtby. Ideen er, at de transportører, der eksempelvis kun har én eller få pakker til levering i Aalborgs gågader, kan levere dem til en termi-nal hos en af de medvirkende transportører. Pakken leveres herefter sammen med det øvrige gods, der skal leveres til butikker eller virksomheder i gågadesystemet. For borgerne og de forretningsdri-vende vil ordningen betyde en reduktion i antallet af vare- og lastbiler i gågaderne. Samtidig sikres det, at de transportører, der skal levere i gågaderne, får bedre arbejdsbetingelser.

For udefrakommende transportører kan ordningen være med til at reducere spildtid. Det vil være en fordel at aflevere én eller flere pakker på en af de 4 terminaler frem for direkte ved kunden i gåga-den. Fordelen opnås ved, at kø og langsom kørsel i gågaderne undgås. Endvidere er udefrakommen-de transportører ikke afhængige af modtagernes åbningstider. De transportører, der tilbyder ordningen, er Danske Fragtmænd A/S, Danzas ASG (DHL), GLS Pakke- Trans og Post Danmark.

Fra starten af september sætter Aalborg Kommune øget fokus på City Fragtbrevet. Det er meningen, at der skal ske en mere udbredt anvendelse af fragtbrevet. Denne pressemeddelelse er begyndelsen til en kampagne, som skal gøre flere transportører opmærksomme på ordningen samt de fordele, der er ved at anvende City Fragtbrevet. Senere følges der op med direkte information til transportører og annoncer om City Fragtbrevet i relevante fagblade.




ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site